BRYD LYDMUREN - lær at tænke som en jagerpilot

En jagerpilots arbejdsliv er delt ind i tre hovedområder – forberedelse, mission og debriefing. Den tankegang kan overføres til mange andre situationer i ens privatliv, på et studie eller en arbejdsplads, hvor man alene eller i teams arbejder med projekter. Under forberedelsen sætter man sig grundigt ind i sin kommende mission og træner dens forskellige elementer alene eller med sine kolleger. Under selve missionen gennemfører man det, man har planlagt – og improviserer, når det er nødvendigt. Efter missionen debriefer man og lærer af de succeser, man har haft, og eventuelle fejltagelser, man har begået. 

Søren Sørensen fortæller i bogen om sine praktiske erfaringer med alle tre faser – både da han selv trænede til at blive jagerpilot i USA og Danmark og fra sine mange flyvetimer som pilot og F-16 instruktør. Han fortæller også om at være udsendt i skarpe missioner til Balkan og Litauen. Og hvordan det har været som et af naturen introvert menneske at bryde gennem (lyd)muren og indtage sin naturlige plads som del af et high performance-team.

Jagerpiloten bag visiret

Da Søren som dreng oplever en F-16 flyve hen over barndomshjemmet, besegler det hans skæbne. Fra da af er hans liv en stræben efter selv at blive kamppilot og flyve F-16. Men Søren er mere end almindeligt genert, og kun få tror, det vil lykkes for ham.

Jagerpiloten SØR fortæller om vejen til at nå sin barndomsdrøm og om sine tyve år som kamppilot. Åbenhjertige, spændende og sjove historier om uddannelsen, træningen og jobbet er suppleret med medrivende og nervepirrende beretninger fra den ultimative udfordring: Krig.

”SØR – Jagerpiloten bag visiret” giver et ærligt indblik i Søren Sørensens udvikling fra stille, genert dreng til kamppilot med tro på sig selv. Han fortæller om viljen til at klare udfordringer, angsten for at fejle og om at skulle træffe de rigtige beslutninger, når man er splitsekunder fra døden.